top of page
Forfatters billedeFrank Donslund

SJÆLDEN MASKINE DUKKER OP


Alt hvad jeg vil have’ er en 4 gears Yamaha

Da yngste søn blev 16, skulle han have en rigtig knallert, og det skulle være en 4 gears Yamaha. Jeg har aldrig selv ejet eller skruet på disse knallerter, og jeg havde ikke rigtig tiden til at lave én i stand. Så jeg gik på jagt efter en god original knallert, der ikke var for fin til at blive brugt i det daglige. Det var relativt let at finde én. Disse knallerter findes der stadig mange af, - de var så udbredte engang, at der stadig findes masser af dem derude. Jeg valgte én af de årgange, der blev solgt flest af, en 77’er. Knægten ville have, den skulle være gul, og det blev den. Men min jagt på en god brugsmaskine fik en underlig tvist, som allerede på det tidspunkt var ved at udarte sig til en vane. Jeg endte med at købe én mere, en 74’er. For jeg synes, de første årgange er de fineste. Det var ikke meningen, at denne skulle laves, før jeg selv fik tid, men det gik lidt anderledes, mere om det i en anden historie.


Lidt historie

Yamaha FS1 kom til verden i 1969, og frem til 73 havde modellen en motor med drejeventil. Der fandtes også tryksmøresystem og 5 gear til visse markeder, hvor der måtte køres med maksimal ydelse fra de 50 kubik. De første modeller, der kom til Danmark, havde oplagt udstødning og tank med emblem og motor med drejeventil. Maskinens gennembrud i Danmark kom med modellen med den høje tank, som kun findes på 74 og 75 årgange. 76 modellerne er den sidste årgang med metalsidedæksler. Men så kom gennembruddet, modellen med skivebremse på forhjulet. Det var der ingen andre knallerter, der kunne ”diske” op med. Men der er masser af små forskelle. Så skal en Yamaha laves, så den passer til årgangen, skal man have fat i nogle af de folk, som går meget op i modellen, og dem findes der en del af. Eller man kan nærlæse reservedelskataloger. Den 4 gears Yamaha døde delvist med den nye knallertlov i 79, men fortsatte i Danmark i form af en 2 gears letvægtsudgave. Mens den 4 gears udgave fortsatte i andre dele af verden. Modellen blev fabrikeret frem til 1994.


Pas på de sønderskruede vrag

Hvis man køber en gammel Yamaha til knægten, kan man lige så godt forberede sig på at væbne sig med en vis tålmodighed og så ellers finde værktøjet frem. Selv om det i sin tid var en fin og pålidelig lille maskine, så er 40 års brug og misbrug ikke gået ubemærket hen over disse maskiner, - det har sat sig sine spor. Op gennem 80’erne og 90’erne var en 4 gears Yamaha den knallert, de fartglade drenge helst ville have, for de kunne bringes til at løbe stærkt for små penge.


Det var den maskine fra knallerttiden i 70’erne, der ikke ville dø. Derfor er 99% af dem, der findes tilbage i Danmark, sønderskruede vrag fyldt med uoriginale dele. Pålideligheden er derefter. Den knægten fik, var én af de bedre, men jeg b


lev nødt til af finde nogle originale dele til at erstatte de uoriginale dele. Den var fyldt med ødelagte gevind og halve løsninger. Men eftersom prisen på visse originale dele nærmer sig det latterlige, forblev visse dele, som ikke betyder så meget for brugen, uoriginale. Mit råd til fædre der vil lave en Yamaha til knægten i den tro, at den kan blive en brugbar daglig brugsgenstand: Glem det! Disse knallerter ikke desværre ikke mere egnede til daglig brug, med mindre ejeren kan lide at skrue selv.


Med mindre man sætter ca. 30.000 kr. (eller mere) af til at købe én af de få originale. Og hvis man har ofret så mange penge på en original maskine, efterlader man den så på støttebenet uden for handelsskolen?


Jeg fik efterhånden styr på ”Det gule lyn”, men måtte i processen sætte mig ind i teknikken og forskellen mellem årgange og modeller, og dermed også FS1’erens historie. Jeg lærte at skifte koblingssnegl med bind for øjnene, indtil jeg kunne købe et nyt originalt motorsidedæksel og original koblingssnegl. Så blev der til gengæld fred, og knægten kunne nyde at køre på langfart og regne med at komme hjem for egen maskine. Det sidste år han kørte på den, var han langt omkring, og alle var glade, også knægten. For en 4 gears Yamaha giver stadig den dag i dag en vis status blandet drenge med benzin i blodet.


Sjælden maskine dukker op

(Fik en sjov historie til nostalgisiden fra en Yamaha samler.)


En knægt fik denne fine FS1 i julegave i 1973. Han kørte ikke ret meget på den, da dele fra den blev stjålet, men beholdt den og hans søn arvede resterne af den i 2012.


Den stod nu i mange år uden tank og sidedæksler, men resterne var meget originale og havde kun kørt 9.000 km. Arvingen kontaktede den Yamaha samler, som jeg kender og spurgte, om han var interesseret i den. Stelnummeret viste, at det var en tidlig Yamaha. Så samleren blev pludselig meget interesseret. Arvingen ville hellere have lidt lommepenge end en gammel knallert. Den skiftede hænder for 6.000 kr. Den er nu renoveret med de originale dele.


I 1973 havde de danske drenge endnu ikke fundet ud af, hvor gode knallerter der kom fra Japan, og ingen vidste da, at denne model skulle blive den mest udbredte knallert i Danmark nogensinde. Der blev solgt ca. 100 stk. i Danmark i 1973. 3 år senere blev de solgt i 10.000-vis. Her hos knallertforhandleren i Grindsted (Egon Johansen) stod der en 73’er nøjagtig magen til i udstillingen (i den sjældne grønne farve) og samlede støv. Jeg var også selv dum nok til at fravælge den frem for en Puch.


En helt original Yamaha som denne med emblem på tanken fra 1973 er værd et sted mellem 30.000 og 40.000 kr. i dag.


30 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page