Min første nye 3-serie
BMW 3-serie E21
Bayerische Motoren Werke har en yderst interessant historie med både op- og nedture. Der findes et utal af eksempler på fantastiske biler med det ikoniske blå og hvide logo på motorhjelmen, og BMW er da også kendt for deres fremragende motorer. Uanset om BMW motorer sad i et fly, en bil eller en motorcykel, har de ofte været i en klasse for sig. Selv om krigen nok er en tid, BMW helst vil glemme, da de som så mange andre tyske fabrikker var indblandet i produktion af materiel til den tyske krigsmaskine. Det var fx BMW, der leverede den kraftige motor, som var drivkraft i en af krigens hurtigste jagerfly Focke-Wulf Fw 190.
Tiden efter WW2 var en problematisk tid for mange tyske fabrikanter, således også for BMW. Det var begrænset, hvad tyske fabrikker kunne få lov til. Der gik da også helt frem til 1952, før BMW igen startede med at producere biler. Første model var BMW 501/502 (med kælenavnet Barokenglen), som var en stor luksusbil. Det store marked i Tyskland efter krigen var imidlertid små biler, og BMW måtte igennem en tid som producent af mikrobiler som BMW Isetta og den lidt større BMW 700. BMW stod med en lidt uharmonisk modelsammensætning.
I 60’erne kom BMW på ideen med at bygge en serie af kompakte mellemklassebiler, som var forløber til 5-serien, BMW 1600, 1800 og 2000. Det var biler med 4 døre og god komfort. CS varianten af disse var en smuk 2-dørs Coupe-udgave med den samme teknik.
02-serien, begyndelsen til noget stort
Derefter fulgte 02-serien, som var bygget efter samme koncept med et formindsket 2-dørs karosseri. Disse modeller skulle blive forløber til 3-serien. I den lette og sportslige 02-serie fandtes den fine M10 motor, en motor hvor der var mulighed for at tilkøbe sig rigelig motorkraft. Det skulle vise sig, at al den fine teknik pakket ind i et klassisk smukt 2-dørs sedan karosseri faldt i manges smag. Modellen kom også i en Touring version, som mindede om en lille Coupe, selv om den snarere var en smart lille Hatchback. BMW 02-serien var et hit fra første færd. Modeller som 2002 Ti og Tii var noget for de skrappe drenge. Det var kvalitetsbiler med særdeles spændende køreegenskaber. 02-serien var en tysk pendant til Alfa Romeos 105 serie. Modellen havde kæmpe succes i standardvogn racing overalt i Europa.
Opkøbet af Glas
Dette skete efter og måske som følge af, at BMW havde overtaget den lille relativt ukendte tyske bilfabrik ved navn Glas. Glas var en af de tyske bilfabrikker, som døde under den skærpede konkurrence i 60’erne, der også tog livet af NSU og Bogward. Glas havde netop lanceret nogle meget fine kompakte biler med særdeles moderne motorteknik, som blandt andet bestod i at bruge tandrem til at drive den overliggende knastaksel.
Sjov at køre
BMWs nye mellemklasse var moderne med forhjulsjulsophæng med Mc-Persson ophæng og uafhængigt hjulophæng i bag. Med store skråsvingarme gav bilen på en og samme tid komfortable og alligevel sportslige køreegenskaber. Dette var starten på noget, som skulle komme til at definere BMW som leverandør af køreglade biler med baghjulstræk. De forholdsvis lette biler havde dog en mindre heldig side. De var på grænsen til at være farlige for den uøvede chauffør i glat føre. Hjulophænget i bag med de karakteristiske ret voldsomme camber ændringer på baghjulene ved acceleration og deacceleration gjorde bilen lumsk på glatte veje. Alle der har kørt disse biler vil sikkert huske mere end én utilsigtet udskridning i glat føre. De som har kørt med som bagsædepassager vil sikkert også huske, hvordan bagsædet forsvandt under en ved hård acceleration. Den lange fjedervandring tillod en usædvanlig sænkning af bagvognen ved pludselig acceleration.
En stjerne fødes
3-serien (e21) som kom i 1975 satte nye standarder for, hvad man kunne få af køreglæde i en forholdsvis lille baghjulstrukken bil, til en pris der trods alt var til at betale, og jeg er sikker på, at 3-serien har en helt særlig plads i mange bilentusiasters bilhjerte. Den var stilfuld og velproportioneret, og lige siden da har BMW haft et es i ærmet med denne model. Modellen kunne motoriseres efter pengepung fra 316 til 323i. 315 versionen kom til i 1981 som en indstigningsmodel, der skulle stjæle kunder fra Opel og Ford. Der blev i alt produceret godt 1,35 millioner af denne populære bilmodel.
Introduktionen af de fine 6-cylinderede række motorer med den karakteristiske silkebløde motorgang gjorde mange bilentusiaster (inklusive mig selv) blød i knæene. Aldrig før havde man set en så velindrettet førerplads, hvor instrumenteringen var let vinklet mod den heldige bag rattet.
Det var lidt unikt med en 6-cylindres motor i en bil af den størrelse. Man kunne på lang afstand se, om det var en 3-serie med den store motor, for alle 4-cylindrede (M10 motor) modeller havde "kun" to forlygter. Så var der 4 forlygter, så var det med den rigtige motor. Dette med de dobbelte forlygter blev et elegant stilelement, som kendetegnede BMW i mange år fremover. Den sjældne 323i model fik også 2 udstødningsrør og havde desuden Bosch K-Jetronic benzinindsprøjtning. Det er i dag et meget eftertragtet samlerobjekt, som desværre dengang var uopnåelig for mange, da det var en kostbar bil. BMW har altid taget sig godt betalt for udstyr og motorkraft. E21 seriens største ulempe var køreegenskaberne (eller manglen på samme). I glat føre var den på grænsen til at være farlig, og fremkommelighed i sne og sjap elendig. Den tunge 6-cylindrede motor hjalp ikke på dette. Den lette bagvogn gjorde ganske enkelt bilen håbløs på vinterglatte veje. De bløde hjulophæng medførte også en tendens til uro i rattet ved nedbremsning. Men uanset dette var det en rigtig fin bil. Desværre var det svært at holde rusten på afstand, så de fleste er rustet væk.
Den kantede 3-serie
E30 serien som kom i 1983, var et skridt frem på mange måder, men egentlig blot en opdatering af konceptet. BMW på den tid var konservativ, og man gav ikke ved dørene, hverken hvad udstyr eller motor angik. Fx savnede bilen i den grad servostyring som standard, og pladsen ved bagsædet var begrænset. 4-dørs- og stationcar versioner var til gengæld en tiltrængt option. Alle modeller på nær 316 havde benzinindsprøjtning. 5 gear blev heldigvis også standard. Men modellen var ikke epokegørende på samme måde, som e21 modellen havde været.
Modellen undergik til gengæld en langt større udvikling end dens forgænger i dens levetid. Faceliftet som modellen fik i 1988, medførte langt om længe en mere moderne 4-cylindret motor. Det blev også muligt at købe sig til 4-hjulstræk, om man havde råd. Denne model var i den grad skabt til den 6-cylindrede motor. Faktisk var bilen lidt tam med de små 4-cylindrede motorer.
M10 motoren var ikke den rigtige motor til denne bil, og desuden var den motor ved at være gammeldags i forhold til de japanske symaskiner, som fx Toyota kunne levere i Carina II ovenikøbet til en noget lavere pris.
E30 modellen var imidlertid en solidt bygget bil med mange små fine detaljer, som fx en serviceindikator, som var noget helt nyt. De 6-cylindrede modeller havde også en lille forbrugsmåler, så man kunne følge med i, hvor mange liter benzin pr. 100 km man forbrugte. Der var også for første gang mulighed for en dieselmotorisering i en 3-serie.
E30 var stivet op i både affjedring og ophæng i forhold til E21. Faktisk så meget at bilen kunne føles lidt stødende på dårlig vej. Køreegenskaberne var klart bedre som følge heraf. Men det var stadig et problem, at bilen kunne veksle brat fra let understyring til brutal overstyring på kort varsel. Den var stadig lige så spændende (læs dårlig) på vinterføre som dens forgænger. Den kraftige motorbremseeffekt, når man slap gassen og motorstyringen der stoppede benzintilførsel, kunne hurtigt blive lidt for spændende for den uøvede chauffør. ABS og ESP til at tøjle den løse bagende lå stadig lidt ude i fremtiden.
Den motorstærke 325i var en rigtig hurtig bil og sjov at tøjle for dem, der have råd. Topmodellen var den vilde M3 version, som blev starten på en æra med motorsportstunede M modeller. Det var en pragtfuld bil, som med sine udbyggede skærme signalerede "her kommer jeg" på en maskulin og alligevel stilfuld måde. Sjovt nok valgte BMW at lave en speciel tunet 4-cylindret motor til denne version. Lyden af den motor kunne bogstavelig taget få hårene til a rejse sig på enhver med benzin i blodet, og den hærgede på racerbanerne overalt i Europa i en årrække.
Modellen var i produktion i 10 år, og der blev produceret over 2 millioner eksemplarer, og den er dermed en af de længst levende BMW modeller nogensinde. Det var også en robust bil, og det er stadig muligt at finde originale eksemplarer, som har undgået gasglade unge chauffører bag rattet. Modellen er en fremtidig klassiker.
Den bedste 3-serie
Som altid når det gælder bilserier med så lang historie som 3-serien, undgår man ikke spørgsmålet om, hvilken af dem var den bedste. Min favorit er e46. BMW modeller fra 90’erne var nogle af de bedste biler, der nogensinde er fabrikeret. Da BMW fik styr på køreegenskaberne, og ABS/ESP endelig blev standard, var der næsten kun positivt at sige om disse herlige biler fra Bayern.
BMW Isetta blev bygget på Licens
Selv om BMW byggede denne lille perle på licens, brugte de dog en ombygget 1-cylindret motor fra deres motorcykelprogram og signalerede dermed at der var tale om et kvalitets produkt.
Den lille bil reddede faktisk BMW fra at gå konkurs i midten af 50erne.
Med plads til 2 voksne og 1 barn var det en alternativ til en motorcykel og den måtte i mange lande køres selv om ejer kun havde motorcykel kørekort. Den lille bagagebærer til den var populær. Med 1 cylinder og 9-12HK motor var det en lidt rystende oplevelse. Men man sad trods alt i tørvejr.