Min Honda CB 400 er fra 1977, og den havde kørt godt 14.000 km, da jeg fandt den. En nænsom ejer! Han havde kørt den distance, der stod på tælleren over en periode af nogle få år, og derefter sat den til side. De mange år væk fra vejen gjorde, at tiden var gået næsten sporløst hen over den.
Fruen bestemmer, mit held
Den stod sådan en årrække i et opvarmet rum på et gartneri. Den var støvet, men helt fri for rust og korrosion. Historien var, at da ejeren blev gift, ville konen ikke have, at han kørte motorcykel mere. Men som han sagde: ”Jeg kunne ikke få mig selv til at sælge”. Men nu var han blevet syg, og gartneriet skal sælges, og derfor måtte den væk.
En ven af huset skulle sørge for at få den solgt, og den dukker op i mit univers ud af det blå. Det sker i vinteren 2015. Kort tid før jeg var begyndt at restaurere et slidt og rustent eksemplar. Jeg vælger at stoppe mit renoveringsprojekt og køber denne gule skønhed. Jeg har derfor en demonteret CB 400 liggende på loftet, der venter på bedre tider.
Efter 30 år stilstand var der en del, der skulle gøres for at få den vakt til live igen. Et nyt batteri og den kunne den starte, men den kunne ikke gå i tomgang og ikke tage gas. Hjulene var desuden blevet skæve af at stå. Karburatorerne måtte af og ultralydsrenses, tomgangsdyserne var blokeret og måtte udskiftes. Desværre havde ejeren haft en forkærlighed for klistermærker, - de havde brændt sig ind i lakken, så sidedæksler og kåbe måtte lakeres om. Den tidstypiske kåbe, der huser et par ekstra instrumenter, samt styrboksen til et hjemmelavet elektronisk tændingsanlæg lod jeg være. Men alt andet udstyr røg af, som fx bagagebærer, styrtbøjle, oliekøler og styrdæmper. Hjulene blev renoveret, og den fik nye dæk. Alt originalt som var pillet af den fulgte med i en papkasse, herunder alle originale dokumenter og dens servicebog.
Efter en omgang olie og filtre var den sommeren 2016 klar til at rulle ud på vejene igen. Jeg nyder at lufte den på lune sommerdage. Den har lige rundet 15.000 km.
En sand verdensmester
Honda er verdensmester i små motorcykler med 4-takts motor i 70’erne. De havde fuldt program fra 90-1000 kubik. Da Honda lancerede deres CB 400 Four i 1974 var det et mesterstykke. En lille og let motorcykel som kørte lige så godt, som den så ud. Rigtig mange af min generation startede motorcykellivet med en Honda 400.
Mange som købte CB 400 havde haft en Honda CD 50 og kunne lide 4-takt. Valget var da også ret let, for den lignede en superbike, og de 4 cylindre og det frække udstødningsrør med de flot svungne rør hen over oliefilteret gav respekt til en overkommelig pris. Faktisk blev de 2-cylindrede Honda-modeller næsten usælgelige over natten, alle skulle have 4 cylindre i den periode. Honda CB 400 Four var desuden den første motorcykel fra Honda, som var bygget med særlig hensyntagen til europæiske motorcyklisters smag. Der blev da også solgt mange af dem. Produktionen nåede over 100.000 i perioden fra 1974-1978. Motoren var kultiveret og særdeles lydløs. Med de 37 hk var den ikke presset særlig hårdt, og den kunne køres over lange distancer med gassen i bund uden protester fra den kant. Med lidt god vilje kunne den nå 160 km/t, og lyden fra motoren over 6000 omdr. mindede ikke om noget på blot 400 kubik, - det var lyden af en fuldblods maskine. 4 i 1 udstødning var noget nyt på en standard maskine, med en helt speciel lyd til følge. På grund af et fint gearskifte med hele 6 gear, kunne den for øvrigt holdes i kog på kurverige veje, hvor den var i sit es. Den tilpas foroverbøjede kørestilling, med let tilbageflyttede, højt placerede fodhvilere, gav den en helt rigtig kørestilling, hvor man følte sig i et med maskinen.
Trods beskeden effekt var det en maskine med stor køreglæde.
Så havde man ikke råd eller fysik til at tumle en CB 750, var dette en god erstatning, og CB 400 havde bedre køreegenskaber end de større modeller.
Flot, let-kørt, rimelig hurtig
Ikke så sært at den slog an. At den også var nøjsom ved benzintanken, gjorde jo ikke noget. Det var en brugsmaskine, der kunne bruges til hverdag og sjov.
Svage sider var der også, mislyde fra knastakselkæden var en af dem. En anden var toppakninger, der lækkede olie. De 4 karburatorer skulle holdes synkroniseret, om den skulle lyde ordentlig i tomgang og trække rent helt nedefra. Rust og korrosion kom hurtigt, hvis man ikke var over den med børste og pudseklud. Lidt af et job at holde en CB 400 ren, og mange kom af den grund hurtigt til at se brugte ud. Men fik den olie og filtre til tiden og ellers almindeligt vedligehold, var det en motorcykel, som kunne gå op mod 100.000 km uden problemer. For mange var valget under 500 kubik et valg mellem en 2-takt eller en CB 400. Og da pålideligheden og temperamentet på de hårdtpumpede 2-taktere fra Japan bedst kunne sammenlignes med en håndgranat med pinden trukket, var en CB 400 bare så meget mere rigtig for alle, som ikke havde behov for at accelerere med forhjulet svævende over asfalten, og den prestige det nu gav.
Men konkurrenterne lå ikke på den lade side, og der var snart meget at vælge imellem, og trenden gik mod større motorer. Gassen gik af 400 kubikkerne hos de skrappe drenge. Men Honda CB 400 Four modellen gik hen og blev en af de første motorcykler fra Japan, der fik klassiker-status, og jeg er sikker på, at mange som mig har gode minder med modellen. At den faktisk er brugbar den dag i dag, er en bonus. Selv om mange er blevet kørt ihjel, og andre endt som Cafe Racer, er de får der er tilbage i original stand ved at være en del penge værd og helt klart en af de meste eftertragtede 4-takts motorcykler fra den periode under 500 kubik.
Artikler du må læse:
