De fleste gamle køretøjer falder håbløst igennem, hvis man sammenligner dem med det, som findes i dag. De skal for det meste nydes for det, de var. Jeg har fundet en undtagelse, og det er små motorcykler. De var på mange måder sjovere dengang. Bygget efter samme norm og i samme kvalitet som de store.
Der fandtes en lang række fine små maskiner fra 50-350 kubik, der selv om de var masseproduceret var noget ud over det sædvanlige. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der er vokset op i den periode, som husker de små maskiner fra Japan og Italien fra dengang. Men da man var ung, kunne det ikke blive stort og hurtigt nok.
Skoddet fra 1971
I 1979 blev jeg tilbudt en lille Honda motorcykel som delbetaling i en bilhandel. Det var en Honda CB 175 K6 i Harvest Gold metallic. Det var da en sød lille maskine, og den lød godt, men jeg syntes alligevel, at den var for lille, så jeg takkede nej. Det har jeg ofte fortrudt, for den kunne jeg have haft meget glæde af som et billigt transportmiddel. I 2007 læste jeg en test af en CB 175 i et engelsk motorcykelblad, og det gik op for mig, at jeg var gået glip af en oplevelse, og jeg begyndte at lede efter sådan en. Min jagt efter en original maskine afslørede dog hurtigt, at de små japanske maskiner fra den tid var som sunket i jorden. Næsten alle er nådesløst blevet kørt i jorden. Mange blev brugt som et dagligt transportmiddel sommer og vinter.
Men jeg var fast besluttet på at redde mindst én lille klassisk Honda motorcykel fra metalcontaineren. Planen var at finde sådan en og have den med i campingvognen, når vi skulle på langtur. Min jagt ændrede snart karakter fra en original maskine til et godt restaureringsobjekt, og selv det tog sin tid. Jeg begyndte at overveje at købe én i USA, hvor der stadig findes mange fine eksemplarer af alle klassiske Honda-modeller fra 70’erne. Men pludselig var der en nogenlunde komplet maskine til salg i Gul & Gratis. Den havde godt nok kælenavnet ”Skoddet” så, som navnet antyder, skulle den have hele turen.
Sælger fortalte følgende lille historie, da jeg hentede den: ”Da jeg købte ”Skoddet” tilbage i 1986 hos Agusta MC på Frederiksborgvej, spurgte jeg, hvor meget garanti der var på den. ”Tja, det er op til dig selv” var svaret. ”Det kommer an på, hvor lang tid du er om at skubbe den ud over dørtrinnet til forretningen”.
Jeg brugte den til at køre på arbejde, før jeg solgte den videre. Men mange år senere ville jeg have én igen, og da jeg vidste, hvem som ejede ”Skoddet”, forsøgte jeg at købe den tilbage, uden held. Så jeg fandt en anden magen til. Da ejeren af ”Skoddet” pludselig vil sælge, købte jeg også den tilbage i et nostalgisk anfald, selvom jeg jo ikke havde behov for to.
Jeg blev således den 4. ejer af ”Skoddet” og tog hul på renoveringsopgaven med stor entusiasme, - den var mildest talt i en sørgelig forfatning. Det gik ret hurtigt op for mig, at reservedele til sådan én ikke sådan lige er til at støve op, man må have lidt tålmodighed. Og egentlig kunne det jo slet ikke betale sig, for det koster mere at lave sådan én i stand end den er værd, men nu er det jo ikke alt, der kan gøres op i penge.
Uden eBay havde det været svært. Dele blev støvet op og ankom alle mulige steder fra. Jeg hyggede mig gevaldigt med det, og alt mens pakker med vitale dele ankom fra fjern og nær til den lille Twin, foregik arbejdet sideløbende i min garage med at slibe, polere, male og samle. Jeg havde kørt en kort tur på den, før jeg skilte den ad, så jeg vidste, at motoren egentlig gik nogenlunde. Men jeg tog alligevel topstykket af for at tjekke ventilerne og monterede en ny knastakselkæde. Jeg fandt imidlertid en komplet motor i Tyskland fra en K7’er, der kun havde kørt 13.000 km. Det er den der sidder i nu, og den går helt perfekt.
Den originale havde trods alt kørt knap 50.000 km. Den står nu til pynt på en lille stander, klar til aktion om det skulle være.
Min solstråle
Det hele strakte sig over et par vintre, og i 2013 kom der plader på den igen.
Denne Honda CB 175 er en K4 model, og i typisk Honda stil er ikke to årgange helt ens. Man må ty til reservedelskatalogerne for at se, hvordan en CB 175 K4 fra 1971 var sammensat. Det er stadig ikke lykkedes mig at finde den bagskærm, der skal sidde på en K4 fra 1971. (Så man må gerne lade høre fra sig, hvis man har sådan én liggende.)
Hondas små 2-cylindrede maskiner fra dengang (125-200 ccm) har i bund og grund den samme motorkonstruktion, nemlig en 360 graders parallel Twin med en overliggende knastaksel, drevet af en kæde placeret mellem cylindrene. Det gør, at man kan nøjes med ét sæt platiner. En sund lille maskine, men som skal piskes for at lave noget. Den yder ca. 20 hk, og med en literydelse på 120 hk er den hårdt tunet. Lyden af denne lille maskine med fuld skrue overgår det meste i den størrelse. Dengang måtte motorcykler godt støje lidt.
Når det gælder CB 175, er modellerne fra K3-K7 alle med 5 gear. De skal bruges flittigt for at komme frem i trafikken. Men med en vægt på 130 kg og den beskedne størrelse går det fint, det føles lidt som at køre en voldtunet knallert.
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at denne lille maskine har rødder tilbage til de små Honda Twins, som erobrede alle verdens racerbaner i begyndelsen af 60’erne. Når man studerer denne lille Honda i detaljer, forstår man, hvor omhyggelig Honda var med sine produkter på den tid. Ikke sært at Honda blev verdens største motorcykelproducent.
Man overraskes lidt over, hvor brugbar den er, og hvor morsomt det kan være at køre 80 km/t. Så længe det ikke går alt for stejlt op ad bakke, eller modvinden er for hård, går det rigtig fint. Den følger med største lethed den daglige trafik. På de små veje og i byen er den en fornøjelse at køre, og der går i den grad sport i at holde den lille mølle oppe i omdrejninger.
Mine personlige erfaringer med denne lille Twin har således været lidt af en solstrålehistorie, bestående af mange herlige små ture ud i det blå, og trods den beskedne status vækker den opsigt overalt, hvor man kommer frem. Så man skal som regel sætte lidt ekstra tid af, når der skal tankes benzin, for der er tit nogle modne mænd (og kvinder) på min egen alder, der lige skal se og høre lidt om den.
Artikler du må læse:
Under 1000 km fra ny
Dele til gamle japanske motorcykler er et problem. Honda holder fx op med at producere reservedele 20 år efter en model er udgået af produktion. Efter min Honda CB 175 K4 igen var kørbar, ledte jeg på Ebay efter de sidste dele til at gøre den helt rigtig, fx den bagskærm som passer til årgangen. Der faldt jeg over en sjælden CB 175 K3 fra 1969, udbudt til salg i Tyskland. Den havde kørt under 1000 km fra ny, og stod intakt og 100% original. Jeg smed et bud og regnede ikke med at høre mere, men der kom svar. Efter lidt handlen frem og tilbage over nettet blev vi enige om en cirkapris. Problemet var, at den stod 600 km syd for den danske grænse. Vi blev enige om at mødes midtvejs lidt syd for Hamborg en lørdag i december 2015. Der var ingen tvivl om motorcyklens helt usandsynlige originalitet, og derfor endte den efter overstået nærstudie i min trailer. Historien var, at en Honda-forhandler havde importeret den fra USA i 1995. Da modellen ikke var typegodkendt i Tyskland, kom den til at stå ubrugt i forretningen i årevis. Da ejeren døde og forretningen lukkede, blev alt sat til salg. Mange viste interesse, men ville høre den startet op før køb. Da dette ikke var muligt, fordi karburatorerne lå i en papkasse, og arvingen ikke havde nogen mekanisk forstand, blev jeg dens næste ejer.
Det er altid spændende at komme hjem med sådan et klenodie. Man må gå lidt i tænkeboks over, hvad man skal med sådan én, lade den være helt som den er, eller skrue den fra hinanden og lave den som ny. Jeg valgte en mellemting, nemlig at beholde den patina en sådan maskine har fået, selv om den ikke har kørt ret meget. Den fik derfor lov at fortsætte sin Tornerosesøvn som dekoration på mit kontor, efter en grundig rengøring. Jeg nussede lidt om den, når tid var. Forskærm og kædeskærm var angrebet af flyverust og blev om-forkromet. Hjulene blev adskilt, nav renset og poleret, og genopbygget af de samme dele.
Stater efter 40 år
I oktober 2016 satte jeg mig for at få den startet op igen. Påstanden var, at den ikke havde være startet op siden begyndelsen af halvfjerdserne. Efter så mange års stilstand er der altid en reel risiko for, at motoren har taget skade, således at alle pakdåser i motoren lækker olie, og at den ryger blå og bruger olie.
Karburatorerne blev ultralydsrenset, og der kom ny olie på motor og forgaffel. Det var lidt sært at lave det første olieskift på en maskine, der var over 45 år gammel. Desværre viste begge udstødninger sig at være rustet igennem i bunden og måtte svejses med den største forsigtighed. Hos Honda i de årgange kan ting som udstødningsrør undergå små forandringer fra årgang til årgang. Til CB 175 findes der mindst 3 forskellige variationer, og jeg kunne med det blotte øje se, at de ikke var helt som dem på K4-modellen, så jeg bestemte mig for at gøre mig umage for at bevare dem for originalitetens skyld, - og det lykkedes. I det hele taget blev ikke så meget som en skrue udskiftet med noget, der ikke stammede fra denne maskine. Bortset fra slanger i hjulene forblev alle dele på maskinen, godt nok pudset og renset og i visse tilfælde overfladebehandlet. Et andet problem var rust i benzintanken, noget jeg har fundet min helt egen løsning på. Det er noget med en betonblandemaskine og et par håndfuld grus. Men denne var så rusten, som jeg aldrig før havde set, og jeg må erkende at bare det at genbruge benzinhanen var en lille udfordring. Honda i de årgange har to løb i benzinhanen, og det kan drille at få benzin frem til begge karburatorer og på samme tid.
Efter lidt knofedt og en masse spekulationer var det godt nok lidt spændende at trykke på startknappen. Først begyndte den at tænde på den ene cylinder, og efter et par minutter kom der liv i dem begge. Til min store glæde og forundring gik den snart nogenlunde rent. Men som jeg før har oplevet, kan dyser, som har været tørlagt i så mange år, ændre størrelse pga. af korrosion, og således også på denne. Jeg havde dyser liggende, og da de kom i, gik den som den skulle.
Helt vildt at starte sådan en gammel sag op efter så mange år. Og jo, den var stadig tæt og motoren sund og rask. Den gamle Honda var tilbage efter noget, der lignede 45 års stilstand.
Lidt sært at tænke på, at jeg gik i 4. klasse, da den blev sat til side. Den har endnu ikke rundet 1000 km.
Dette er en bevaringsværdig museumsgenstand, som nu er i min varetægt, men som fortjener at blive bevaret for eftertiden.
Galleri
