Ford Capri kom først, og da Manta kom året efter var der mulighed for hvermand at eje en sports Coupe til en pris som en almindelig personbil. Den europæiske pendant tilFord Mustang og Chevrolet Camaro. Manta A kom i 1970 og var en utrolig smuk bil, knap så sportslig at køre som den så ud, men ikke desto mindre en smart sportsbil til folket. Den delte teknisk platform med Ascona, så nogen teknisk avanceret bil var den ikke. Der var tale om robust teknik hentet fra GM europæiske modeller. Motorudvalget var heller ikke stort, 1.2 OHV-motor fra Kadett og 1.6 og 1.9 CIH-motor med en effekt fra 54 - 90 hk. Det var det, der var at vælge imellem til at begynde med. Dog fik modellen også en topmodel i form af SR OG GT/E-modeller med op til 105 hk. Det var meget for en så let og aerodynamisk bil, og med den sorte motorhjelm og fartstriber talte den til de fartglade. De sportslige modeller var udstyret med ekstra instrumentering, sportssæder, frontspoiler, og som ekstraudstyr kunne de endda leveres med spærredifferentiale.
Der var tydeligvis mange, som drømte om at eje en sportslig bil med 4 sæder, der ikke kostede en formue. I de 18 år, Manta var i produktion, blev der solgt over to millioner af modellen. Fordelt nogenlunde ligeligt mellem A- og B-modellerne. Fælles for begge modeller var Coupe-formen med den lange motorhjelm og de rammeløse døre. B-modellen der kom i 1975 forblev i produktion i 12 år og blev dermed en af Opels længst levende modeller nogensinde. Selv om B-modellen til at begynde med havde det samme motorudvalg, var karrosseriet længere og bredere og ikke mindst noget mere robust, med en styrtbøjle fikst placeret mellem b-stolperne. B-modellen havde et 40% stivere karrosseri og mere præcise køreegenskaber. Manta B overlevede søstermodellen Ascona B med flere år og blev først afløst af Calibra-modellen i 1988. Manta blev dermed den sidste mellemklasse Opel med baghjulstræk. I 1988 var Manta håbløst forældet, og man kan godt undre sig over, at Opel ikke byggede en moderne Manta, for Manta var blevet lidt af en legende for mindst et par generationer af fartglade drenge og piger, og derfor blev mange Manta’er ombygget og tunet til ukendelighed. Kombinationen af fartglade ejere og rust har taget livet af de fleste. Det i sådan en grad, at en original Manta er en sjældenhed. Manta kom i en række specialmodeller. B-modellen kom endda som både i200 og en i400 version. CIH-motoren rummede mulighed for opboring, så CIH-blokken lagde bund til mange varianter. Udgaven med 2.0 og 100 hk blev introduceret i 1979, og 1.6-liters udgaven forsvandt samtidig hermed fra Manta-programmet. Mest almindelig motor i B-modellen var 2.0 motoren, med indsprøjtning gav den 110 hk. Efter facelift i 1981 fik modellen fire luftgæller i fronten frem for to, og de mere moderne 1.3 og 1.8 liters OHC-motorer blev tilgængelige i Manta. Især 1.8 GT med den fine Getrag gearkasse var populær her i landet. Hvorfor den 118 hk stærke 1.8 GT/E-motor fra Kadett eller den 160 hk stærke GSI-motor aldrig fandt vej til Manta, kan man undre sig over. Til gengæld var i400 en meget interessant bil. Med 2.4 liters 16 V motor og 156 hk var det en vild sag. Den havde forstærket karrosseriet, skivebremser hele vejen rundt, spærret differentiale og ZF-gearkasse. Det var en teknisk lækkerbisken, hvor der ikke var sparet på noget. I400 var med helt fremme i rallysportens fornemmeste klasse i mange år. Alle topmodeller havde en lækker Recaro kabine, det kombineret med den legendariske kørestilling som fandtes i både Ascona og Manta, gav bilen en sjælden form for rå køreglæde, som er vanskelig at beskrive, men som alle der har kørt disse biler husker. En Manta er så let at køre. Trods den lidt primitive undervogn kører en Manta rigtig godt, og især på løst underlag er det en underholdende bil at køre. En lidt sjov ting ved Manta og Ascona er, at de mere moderne motorer fra forhjulstrukne modeller passer på gearkassen, så det for den fingernemme er muligt at få glæde af en moderne maskine i en Manta. Så en 16 V ombygget Manta er en mulighed, og det er endda muligt at få ombygninger af den type synet, hvis man ofrer lidt penge på at opgradere bremserne, så de kan tøjle motoren.
Artikler du må læse:
FØRST VAR DET EN KADETT
Da jeg i 1978 købte mig en ny Opel Kadett City, var drømmen en Kadett C Coupe GTE eller Manta B. Men det rakte pengene ikke til. Sådanne drømme har det med at blive hængende. I 2005 fik min datter kørekort, og selvfølgelig skulle hun også have oplevelsen af en ”rigtig” Opel med baghjulstræk. Da hun flyttede hjemmefra, var det i storebrors gamle Ascona B, som jeg jo havde renoveret et par år før. Hun kunne lide den, men jeg begyndte at lede efter en lidt mere moderne bil til hende (læs: en Manta B 1.8 GT).
Opel 1.8 OHC-motor var en meget bedre maskine end de gamle CIH-motorer, og med den ultra-præcise 5-trins Getrag gearkasse kører en Manta B bedre, end man skulle tro. Men i 2005 var der ved at være langt mellem snapsene, når det gjaldt en original Manta B. Jeg fandt dog et par stykker, men de som ejede dem mente, de var en formue værd, og det var jeg ikke enig i, så det blev i stedet til en Golf GT.
DET BLEV EN KØBENHAVNER
En af de Manta, jeg var ude at se på i 2005, stod i Tåstrup og var en 1-ejers bil, som havde kørt 69.000 km. Men selv om den var 100% original, var den rusten og pletmalet ud over alle grænser. I 2008 ringede ejeren mig og sagde, at nu kunne jeg købe den for det, jeg bød for den i 2005. Hun var blevet for gammel til at køre bil, og Manta’en skulle væk. I et svagt øjeblik slog jeg til og ejede nu for første gang i mit liv en Opel Manta.
Jeg hentede den i København og kørte den hjem til Grindsted. På vejen hjem sad jeg og glædede mig over, hvor godt den gik. En skam den var så rusten! Jeg vidste, den måtte have hele turen, og hvad det indebar af tid og penge. Den var rusten i skærmkanter i bag, rusten i paneler, havde en gennemrustet dørstolpe. Den måtte have en ny dør, og et par nye forskærme. Rustarbejdet måtte gøres ordentligt og tog derfor sin tid, maleren tog også sin tid. Faktisk gik der helt frem til december 2011, før jeg kunne begynde at samle den igen. Jeg nød at samle den, og i april 2012 rullede den ud af værkstedet, ud i forårssolen.
Der går altid lidt tid med at få rettet alle småfejl og få en gammel bil til at køre, som den skal igen. Dem der havde lavet service på denne Manta havde ikke gjort deres arbejde ordentligt. Den var så forsømt! så den helt store service måtte til, dette inkluderede: bremser, udstødning, fjedre og støddæmpere. Meget måtte skiftes, derefter røg der en frostprop i motorblokken, som var rustet igennem, og så røg toppakningen. Men da det var ordnet, var køreglæden tilbage. Selvfølgelig måtte den have ATS-fælge, denne gang i 14 tommer, som jeg synes klæder den. Sidste opdatering var nye originale gummibøsninger i undervognen hele vejen rundt, fundet på eBay. Siden den kom på vejen igen, har den rullet 30.000 km. At sige at jeg nyder at køre denne bil, er en underdrivelse. Da den udgik af produktion i 1988, var den håbløst forældet i forhold til biler som fx Toyota Celica. Men den udefinerbare køreglæde, som denne bil giver mig, opvejer den ældgamle teknik med rod i 70’erne.
Jeg kunne bruge lang tid på at beskrive min glæde ved at køre denne bil, men det vil jeg undlade. Det er vanskeligt at sætte ord på, hvor glad jeg er for denne originale bil. Der findes ikke mange originale Manta’er tilbage. Og nogen vil mene en Manta er lidt dårlig stil, belastet af de mange ødelagte og sønder-skruede eksemplarer man så på vejene i 90’erne. Jeg er totalt ligeglad. Jeg husker Manta’ens storhedstid, dengang den var alle raske drenges bildrøm. Jeg er glad for at eje en af de sidste originale!
